Jeg var en del af psykiatrien i 20 år, før jeg fik min autismediagnose

Af Maria Nørgaard, 46 år, diagnosticeret med autisme og ADD

Jeg kom ind i psykiatrien første gang i 1999, da jeg blev indlagt med en svær depression og selvmordstanker. Dengang var jeg 22 år gammel og vidste stort set intet om den verden. Det var derfor meget uvirkeligt og voldsomt.

"Når jeg ser tilbage på det i dag, så tror jeg, det var en belastningsreaktion ovenpå gymnasiet og start på studie på universitet, som jeg efterfølgende måtte opgive."

Derfra begyndte min lange vej til en egentlig udredning, som først kom mange år senere, nemlig i 2020 og som resulterede i diagnoserne Aspergers (autisme) og ADD i 2021, da jeg var 44 år gammel.

Mange forløb i psykiatrien

Jeg har siden 1999 haft flere depressioner, indlæggelser og behandlingsforløb og været en inde på forskellige psykiatriske afdelinger og psykiatriske klinikker og centre i hovedstadsområdet. Jeg har været i behandling for depression og angst, men uden egentlig effekt og derfor er mine forløb alle gange blevet forlænget i håb om en virkning.

Ingen af de steder, jeg har været, er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om mine problemer kunne skyldes andet, og jeg fik det derfor ikke bedre, og ingen af stederne blev der snakket om eller spurgt til udredning.

"Jeg har gennem årene følt mig meget forkert og skamfuld over, at intet virkede. Jeg har følt mig meget magtesløs i denne her labyrint, som kampen med angst og depressioner føltes som."

I den lange periode havde jeg en hverdag med min mand og mine dejlige børn, men jeg kunne ikke magte at arbejde og havde det kun godt i korte perioder.

Endelig diagnosticeret som 44-årig

Efter endnu et langt forløb i et psykiatrisk center, som heller ikke havde nogen effekt ud over nogle gode samtaler med en terapeut, blev jeg opmærksom på en person på Instagram, der havde haft et nogenlunde lignende voksenliv og forløb i psykiatrien som mig. Hun skrev om sin udredning og autismediagnose,

"For første gang kunne jeg genkende mig selv og mine udfordringer, der allerede begyndte tilbage i vuggestuen, hvor jeg fik støttepædagog."

Derpå talte jeg med en læge i det psykiatriske center, der gik med til at lave en test/screening for autisme. Der var ingen tvivl, og hun henviste mig til udredning for autisme og ADHD.

Den egentlige udredning tog omkring 8 måneder på grund af corona og ventetid. Så i februar 2021 fik jeg mine diagnoser og påbegyndte medicinsk behandling for ADD og mine søvnproblemer. Det ændrede rigtig meget, fordi jeg har god effekt af medicinen for ADD, og at jeg nu sover bedre, men mest af alt fordi det føles rigtigt, og jeg for første gang genkender mig selv og mine udfordringer.

"Som om mine puslespilsbrikker endelig faldt rigtig på plads, og det er sådan en skøn følelse."

Jeg følte mig hørt og set under min udredning i 2020 og her efterfølgende, men ikke i de mange timer og år med gruppeterapi på forskellige behandlingssteder, som har været en del af det meste af mit voksenliv. Det er så trist at se tilbage på og slet ikke det liv, jeg engang drømte om. Jeg har stadig svært ved at forstå, at der aldrig var en fagperson, der tænkte på, om man muligvis skulle undersøge eller udrede for andet.

"Det har haft meget store konsekvenser for mit liv, at jeg først blev udredt som voksen. For jeg har brugt så mange kræfter på at prøve at passe ind og på at kunne det, alle andre omkring mig kunne."

Det har jeg ikke været i stand til, på trods af mine høje krav til mig selv, men det har kostet mange tåre og en ramt selvtillid. Så i dag sidder jeg tilbage med meget lidt overskud, en belastningsreaktion efter min “karriere i psykiatrien”, et langt ressourceforløb som forhåbentligt snart ender, desværre med en førtidspension på trods af, at jeg altid har drømt om at finde et job på den rette hylde. Det er også endt med en skilsmisse og et liv med meget få nære relationer.

Heldigvis har jeg nu fået håb for fremtiden, fordi diagnoserne har medført, at jeg nu er i stand til at være mere forstående overfor mig selv og nu ved, hvilke skånehensyn der er behov for. Selvom min ADD-hjerne ofte får gode ideer, så har psykoedukation og en masse læsning givet mig bedre selvindsigt i mine begrænsninger, og jeg er mere realistisk overfor, hvad jeg magter. Har lært at det er okay at sige fra og passe på mig selv, men også at bede om hjælp.

Det er stadig nyt at se mig selv i lyset af diagnoserne og har endnu ikke vænnet mig til at sige, jeg er autist. Prøver at være åben omkring det, og solsikkesnoren er en god hjælp til det. Og så håber jeg, at man i fremtiden bliver bedre til at få øje på os piger og kvinder med autisme, selvom vi er gode til at maskere os.

maria